Lidt tiltrængt medvind
Forårssæsonen har ikke været værd at skrive om. Så det vil jeg undlade! Men nu lysner det.
De seneste tre løb viser historien om en form, der går den rigtige vej. Snart ser det realistisk ud, at forsøge, at angribe 2:25 på maraton i Frankfurt 31. oktober (der er heldigvis fortsat længe til).
Første formtest var city-løbet(10 km.). Jeg fandt min plads i en god gruppe og holdt en fart omkring min normale maratonfart på 3:25 min/km. Formen rakte dog kun til at holde denne fart i ca. 7,5 km. derefter eksploderede jeg og måtte komme hjem efter bedste evne. Sluttiden blev 35:08. Så jeg havde tabt over et halvt minut på de sidste 2,5 km.
Kristi himmelfartsdag stod den på halvmaraton. Jeg havde en følgesvend med de 5 km., hvor vi holder en fart på ca. 3:25 min/km. Da han falder fra finder jeg et tempo, der passer bedre til min nuværende form på godt 3:35. Holder førstepladsen frem til mål i 1:15:46. Skønt at vinde et eller andet igen selvom det ikke var verdens største løb.
12. juni var der for engang skyld medvind (i mest bogstavelige forstand). Sammen med 27.000 andre skulle jeg krydse Øresundsbroen og løbe en lille sløjfe i Sverige. De første 4 km. foregik i et tunnelrør, hvor vi selvsagt mærkede meget lidt til vejret udenfor. Jeg fandt ind i en stabil 6 mandsgruppe, der kun havde en hurtig svensker foran. De første 5 km. blev tilbagelagt i 16:31 (3:18 per km).
Pepperholm var flad og vinden var i ryggen vores lille gruppe blev splittet ved 8 km. og alle kæmpede deres egen chance derfra. 10 km i 33:12 (3:20 per km. på anden 5´er). På toppen af broen fik vi for alvor glæde af 12 m/s vind i ryggen gruppen blev samlet lidt igen. 15 km-skiltet blev rundet. i 49:07 (3:11 per km. på tredje 5´er).
På vej ned fra broen var det jo bare at lade benene rulle gruppen blev splittet lidt igen. Jeg lå på 4. pladsen. Fra 17. km var det slut med medvinden – vi drejede skarpt op mod modvinden. Og km- tiderne blev noget langsommere (3:24 per km på fjerde 5´er) – Nu skulle der arbejdes for sagen. Jeg forsøgte, at holde farten, da jeg kunne skimte tredjepladsen og en tid under 1:10 i horisonten.
Fik indhentet tredjepladsen og lå for en stund til en podieplacering, men blev indhentet igen af en anden løber, da den sidste km. blev tilbagelagt i 3:29. Jeg måtte endnu engang se i øjenene, at jeg nok aldrig bliver en super afslutter. Alt i alt blev det til en lidt ærgerlig 4. plads. Men i tiden 1:09:54! Vinden har sikkert skylden for en 2-3 minutter, men det ændrer ikke ved at jeg er på vej tilbage.
Nu tør jeg igen træne frem mod maraton på under 2:25.
Mit HC Andersen eventyr
På forhånd var favoritterne til DM-titlen den tidligere danske mester på 1500 meter, Søren Molbech (Århus 1900), der debuterede på maratondistancen og den tidligere danske mester på maraton (2005 & 2007), Søren Palshøj (Herning LK). Jeg havde besluttet at droppe Berlin Marathon, for at se, hvad mit maraton-tempo kunne række til i det felt, ligesom Daniel S. Sandersen med en 2. plads i Esrum også måtte betragtes som en outsider.
På forhånd havde jeg forventet et hånd udlæg fra mine konkurrenter og havde derfor en klar plan om at løbe mit eget tempo ? og så evt. indhente de andre igen senere. Men bekymringerne blev gjort til skamme.
Vi lod kenyanerne løbe og samlede os i en kvartet. Tempoet blev hurtigt så mageligt, at jeg imod alle mine instinkter måtte frem og trække gruppen. Vi runder 10 km i 34:21 ? 3:26 som planlagt.
På anden 10 km tog Molbech føringen stort set hele vejen, men tempoet var det samme og jeg fandt ind i luftlommen og lod Molbech om at tage kampen med de damer, der var ude på sidste del af deres halvmaraton. Vi runder 20 km i 1:08:54 og halvmaraton i 1:12:40 ? fortsat 3:26 som aftalt.
Ude på anden omgang begyndte løbelysten for alvor at indfinde sig. Efter væskedepotet ved 23 km besluttede jeg at tage et par sekunder nedad (de er jo gratis og kan være gode at have i banken). Molbech bommede væskedepotet og mistede meter på den bekostning og med forceringen havde vi tre andre slået hul. Et par km. efter faldt Sandersen også fra. Alene med den dobbelte mester. Ved 26 foreslog han, at vi skulle sætte tempo på til 30 ? så vi var sikre på at knække de to andre. Da jeg ikke ville tabe den psykologiske krig, sagde jeg ok uden dog at forcere væsentligt. Men åbenbart nok, for på stigningen ved 28 var der pludseligt hul. Selv om tredje 10´er var en anelse langsommere end de to forudgående (34.39), så blev afstanden var tempoet højt nok til at jeg gradvist øgede mit forspring. Ved 30 km. havde jeg 21 sekunder til Palshøj, 31 sekunder til Molbech og 1:16 til Sandersen.
De næste 10 km satte jeg farten ned, da jeg kunne mærke, at DM titlen var i hus. Manden med hammeren var den eneste, der stod mellem mig og DM-titlen. Jeg indhentede et par kenyanere, men ellers var de eneste konkurrenter en flok teenagere, der forsøgte at hænge på ned gennem gågaden. Ved 37 oplevede jeg mit ?DM-moment? ? på et lille torv råbte speakeren: ?Her kommer første dansker, Brian Arreborg, en stensikker dansk mester?. Er det her kuldegysninger eller min krop, der er ved at vende sig mod mig?
Ved 40 km. havde jeg 1:15 til Molbech, 2:50 til Sandersen og 5:03 til Palshøj. Tilbage var kun godt to km, hvor det meste af vejen var ned ad bakke. Inde på stadion til publikums (og ikke mindst juniors opbakning). Dansk mester i 2:26:19.
DM-titlen er kronen på værket i en helt igennem fantastisk sæson. Næste år skal titlen forsvares og denne gang vil jeg også gerne under 2:25.
8/6 2009 Tredje gang blev lykkes gang!
Efter en god lang pause ovenpå Hamburg Maraton er jeg ved at være tilbage i de gule konkurrencesko.
For en periode kun på kortere distancer – inden det i efteråret igen står på maraton i Berlin og New York. Jeg har længe haft tider på 10-km´eren, der ikke var hurtige nok i forhold til mine tilsvarende tider på halv- og helmaraton. Så det var en del af sæsonplanen, at min PR på 10´eren skulle have et tryk nedad.
Her i foråret står motionsløbende i kø. Kristi himmelfarts dag løb jeg 10 i det sønderjyske – 33:04 – hvilket var under PR, men jeg tror ikke ruten kunne gennemgå en kritisk kontrolopmåling.
Herefter stod den på Nykredit-løbet, der er to runder af 5 km. Den første gik godt i 16:10, men ude på anden omgang blev de ensomme kilometer i vinden for meget af det gode, hvilket resulterede i en samlet tid på 33:13.
Grundlovsdag var der DM på 10.000 m – 25 omgange på Hyrdenhøj Stadion. Kort efter start blev feltet delt i to grupper. Jeg var i anden halvdel, der løb omgangs tider omkring 76 sekunder, hvilket ville resultere i en sluttid på 32 minutter. Gruppen blev langsomt mindre som omgangene gik. 5.000 m. blev rundet i 16:05. Ved 8.000 måtte jeg slippe min gruppe – der nu bestod af to mand - samtidigt med at vi blev indhentet med en omgang af de hurtigste.
Overladt til mig selv blev vinden pludseligt en helt anden og mere betydende faktor. Omgangstiderne blev i stedet 80 sekunder på omgange. Samlet sluttid på 32:34. PR med 30 sekunder på distancen og PR med 1:28 på banen. Tredje gang blev lykkens gang.
Jeg har mod på flere 10´ere og 5´ere både med og uden pigsko inden. Sensommeren står på mere vante distancer for maraton-manden.
28/4 2009 2:30 grænsen knækket – Sugemallen på egne ben!
Siden 2:32:36 i Berlin Maraton 2007 har 2:30:00 stået som det naturlige næste mål for mig. Grundet omstændighederne blev det Hamburg Maraton næste gang jeg stod på startstegen for at gøre attentatet. Det var således en god forårssæson og halvandet års opsparet forventning jeg sammen med 18.000 andre løbere stod klar bag startstregen med.
NU skulle det være! 26. april skulle være dagen, hvor foråret skulle kulminere. For jeg vil til hver en tid bytte alle mine gode halvmaratons med en sub 2:30 tid. Udlægget var planlagt til 3:30 per km, hvilket ville give 2 timer og 28 minutter som slutresultat. Det er godt med en lille margin til de sidste kilometer.
Glæden var derfor stor, da jeg spottede mine to følgesvende fra Berlin Halvmaraton. Der havde jeg fulgtes med dem hele vejen med fuldstændigt stabile tider. De to fyre skulle bringe mig rundt. Min gode gamle sugemalle taktik!
De to lagde ud i et rasende tempo. Det var stabilt, men præcis det samme som i Berlin på trods af distancen var dobbelt så lang. Jeg tillagde det spænding fra deres side og regnede med, at de inden længe ville justere ned. Det skete ikke. Efter 8 km. lod jeg dem (i et øjeblik af snusfornuft) løbe og fandt mit eget tempo: 34 km. alene – ikke just sugemallens livret! Det hurtige udlæg betød at 10 km. mærket blev krydset i 33:45 (3:23 per km.) Føj for et udlæg. Det kunne både blive en løbetur mod himlen og helvede.
De næste 10 km. gik med at finde tempoet på egen hånd. En lidt vanskelig fase for sugemaller. De 10 km. blev klaret i 35:36 (3:34 per km). Langsommere end det planlagte udgangstempo. KRISE eller en fornuftig nedjustering? Da jeg ved halvmaraton (1:13:14) mærkede en lille krampe var jeg sikker: Hovmod ville endnu engang stå for fald.
Heldigvis blev den anden 10 kilometer den værste. Den tredje blev tilbagelagt i 35 minutter og 19 sekunder - 3:32 i snit. Meget tæt på udgangspunktet (3:33 per km, = 2 timer 30 minutter). Og ingen krampe eller andre krisetegn. Og endda helt alene!
Den fjerde 10 km. blev den bedste. Jeg havde tid til at nyde de 850.000 tilskuere, der ivrigt heppede på den lille hvide mand i de bemærkelsesværdigt gule sko. I takt med at kilometerne forsvandt, blev jeg mere og mere sikker – Det kunne ikke gå galt. Samtidigt dukkede andre løbere op i horisonten. Der var dog ikke meget pace at bruge dem til. 35 minutter og 15 sekunder - 3:32 i snit.
Jeg vil ikke påstå jeg nød de sidste knap 2,2 km. Men jeg bed tænderne sammen og havde kræfter til en lille spurt. 3:28 per km. på det sidste stykke. 2:27:34 samlet. 2:30-grænsen brudt med et brag. På trods af det hurtige udlæg var anden halvmaraton kun godt et minut langsommere – tæt på en godkendt disponering,
Tiden rakte til en 19. plads – ikke dårligt af en sugemalle på egne ben og i gule sko.
(Brian løber i Adidas Adizero Adios-sko. Red.)
11/4 Halbe strecke – Ganz Succes!
Sidste trin i 3 trins forberedelses-raketten frem mod Hamburg Maraton var henlagt til Berlins brede og ikke mindst flade boulevarder, der må siges at være særdeles velegnede til løb. Og der kan således gøres status over forberedelserne
Trin 1: DM 10 km i 3:19 per km.
Trin 2: Griseløbet halvmaraton i 3:27 per km, hvilket var nok til sejren.
Trin 3: Berlin Halvmaraton i 3:19 per km.
Hvor trin 1 og 2 var rene forberedelsesløb, så havde jeg på forhånd lagt i kakkelovnen til lidt mere i Berlin. Selvom min PR var under en uge gammel, skulle den have et tryk 16 i nedadgående retning.
De gule sko var ugen før blevet vejet og fundet lige præcis lette nok til genvalg. Hvis de er gode nok til verdensrekordholderen på maratondistencen, så må de også være gode nok til mig. Panikken var derfor stor, da mit uundværlige pulsur havde valgt at holde off-day. Men med familiens hjælp lykkedes det at skaffe et nyt. Undskyldninger var der således ikke flere af, da jeg stod i allerforreste linie. Foran 23.000 løbere, der også ville udnytte de unikke muligheder, som Berlins gader og påskevejret gav for en god tid.
Fra start kunne jeg mærke, at det ville blive en god dag. Jeg løb med overskud og måtte holde mig selv i nakken for at blive i den bageste ende, da gruppen delte sig ved ca. 2 km. Bagenden løb knap 3:20 per km, og hovmod står jo som bekendt for fald. Det var også med slet skjult skadefryd, at vi senere mødte flere fra frontgruppen igen. Berlin som jeg kender og elsker den!
Gruppen blev styret af en israeler, der agerede hare for sin klubkammerart. Så det var simpelt: Ind bagved og så bare blive der. Da følelsen af overskud var stor forsøgte jeg flere gange selv at få vind på snuden, men fandt hurtigt ind i lommen bag israelerne igen. De to fyre bragte mig forbi 10 km i en tid, der kun var 5 sekunder langsommere end min to uger gamle PR. Det kunne blive alt eller intet: En tid langt under PR eller et møde med Berlinmuren.
Ved 16 km. slog haren ud – vi var overladt til os selv. Det kostede et par sekunder per km. Men vi kom i mål i 1:10:16. Over 18 km. i timen.
Undervejs begyndte jeg at drømme om 1:09:59 (delvist på grund af manglende evner udi hovedregning med en puls på max), men at jeg slog min 1 uge gamle PR med 2 minutter og 27 sekunder lover meget godt for Hamburg Maraton om godt 2 uger.
Med 1:10:16 på første halvmaraton så har jeg 1:19:43 til anden halvdel i Hamborg. Tror dog jeg vælger et lidt mere defensivt udlæg.
28/3 2009. DM 10km i Århus.
Jeg har flere gange på denne side annonceret at krisen nu er slut. Nu gør jeg det så igen.
Ovenpå en møgsæson præget af dårligt helbred skal 09-sæsonen for alvor vende bøtten. Nu vil jeg under 2:30 på maraton.
Efteråret tydede ingenlunde på, at der var forandringer på vej. Jeg valgte ”Nu-kan-det-fandme-være-ligemeget-reaktionen”. Med mindre intensiv træning og en for en løber noget alternativ diæt, der bragte badevægtsnålen alt for højt op og tempoet alt for langt ned.
Nytåret blev et mentalt skifte. Jeg besluttede at lave en Jan Ulrich. Det skulle være slut med de ekstra kilo og det sløsede træningsforløb. Skiftet bar frugt. Jeg er nu 15 kg. lettere og meget hurtigere.
Senest ved DM i 10 km., hvor kombinationen af en flad rute og et stærkt felt endnu engang viste sig at være en god kombination. Jeg fik løbet fire 2,5 km. omgange i et stabilt tempo. 3:19 i gennemsnitlig kilometer tid.
Tiden rakte kun til en 44.plads i det stærke felt. Men tiden gav håb om, at den kan omsættes til et 2:30 attentat i Hamburg i slutningen af april.
Ruten er ganske vist 32,2 km. længere til gengæld har jeg 14 sekunder mere at gøre godt med per km. Jeg tror det er nok.
Sidste forberedelsesløb er Berlin Halvmaraton, hvor 1:11:59 er målet – 3:24 per km.
Efter halvandet år uden maraton kender motivationen ingen grænser.
2/2 2009 Forelsket i et par løbesko?
Kan man være forelsket i et par løbesko? Hvis man ikke kan, så kommer jeg i hvert tilfælde tæt på, at være forelsket i mine Adidas PR Zero. Disse letvægtere på 129 gram stykket har endnu ikke svigtet mig. Det er unægtelig noget andet end at løbe i tunge træningssko.
Søndag stod den på sæsonstart – 10 km. på Østerbro – for første gang i flere måneder med konkurrencesko på fødderne. På trods af lidt forkølelse i kroppen, lidt julesul på sidebenene, blæst og sne var jeg klar til at give den gas? Den første seriøse indikator på, hvor formen står efter vinteren (og ikke mindst julen) skulle testes. 35 minutter var målet!
Endnu engang kunne jeg konstater, at mine Adidas PR Zero ikke ville svigte mig, fødderne var flyvende. 1 km. i underkanten af 3:20 og med følelsen af overskud. Forsøgte at holde farten og rundede 5 km. i 17:10. I mål stod der 34:35 på pulsuret. Selvom jeg ikke helt havde holdt udgangsfarten, så var det dog et stykke under de 35 minutter. Uden nævneværdige kriser undervejs.
Hvad siger de kolde fakta så – hvor langt er jeg fra topformen:
- 2 minutter fra jubel løbet på Bornholm sidste sommer
- Men præcist 1 minut bedre end resultatet ved det tilsvarende løb sidste år.
Jeg glæder mig således over en hæderlig sæsondebut og glæder mig til flere ture i mine Adidas PR Zero.
Og glæder mig allermest over, at der fortsat er længe til næste maratonløb i København. Inden går forberedelserne over halvmaraton i Berlin og Lyngby.
I år skal sidste års møgsæson revancheres og jeg drømmer fortsat om de 2:29:59.
22/10 2008
Møgsæsonen lakker mod enden
Sæsonplanlægning er tilsyneladende ikke min stærke side. Forud for sæsonen var de helt store mål et forårsmaraton i København og et efterårsmaraton i Berlin. Men sådan skulle det ikke komme til at gå.
Jeg stillede ikke til start i nogen af de to løn eller i nogle andre maratons for den sags skyld. Så målet om en tid under 2 timer og 30 minutter må blive i 2009.
Jeg havde til det sidste håbet på en sæson afsluttende maraton i Amsterdam, men som tiden nærmende sig blev det et mere og mere urealistisk scenarium. Jeg tog dog til Amsterdam alligevel og byttede startnummeret til et nummer på den halve distance.
De godt 21 km. i det flade Amsterdam gik over al forventning og jeg kunne afslutte sæsonen 08, men en succesoplevelse og noget, der med lidt god vilje kunne ligne maratonløberes svar på en spurt på det Olympiske Station. Bagefter kan en ærgerrig sportsmand bruge mange stunder på at gruble over om et mere veldisponeret løb kunne have været 7 sekunder hurtigere og dermed sikret sæsonens eneste PR i det sidste løb. Jeg må dog nøjes med at se det som et tegn på at 08-sæsonen sluttede bedre end den startede.
Nu ser jeg frem mod 09-sæsonen, der forhåbentligt byder på lidt færre nedture og en tur under den magiske 2:30-grænse.
30/7 Blod på tanden og i årene
Det er efterhånden længe siden jeg senest har været herinde og berette om et succesfuldt løb. Det har ikke været en forglemmelse, der har bare ikke været nogle succeser at berette om. Foråret har tværtimod været præget af mange frustrationer over en topform, der ikke ville indfinde sig på trods af utallige træningstur, benhårde intervaller og bakkespurter. Bunden blev nået, da jeg måtte overvære Copenhagen Marathon på den forkerte side af barrieren. Jeg var end ikke i stand til at deltage i årets største sæsonmål.
Oplevelsens med maratonløbet blev dog samtidigt startskuddet på tiltrængte forandringer. Jeg søgte nemlig lægehjælp og lægen kunne med første øjekast se, at både farven på min hud og mit bold var helt forkert. Mængden af røde blodlegemer i mine årer lå på omkring halvdelen af normalen, hvilket kan forklare den alt for høje puls og de alt for lave hastigheder i løbet af foråret. I sandhed et blodfattigt forår.
Et simpelt jerntilskud blev derfor løsningen på alle mine problemer og skabte en helt ny løber med mere blod i årerne, mere farve i kinderne, mere sul på sidebenene og ikke mindst mere fart i stængerne.
De første løbemæssige tegn på forandringerne blev et aftenstæve på Østerbro, hvor jeg løb en 5´er på 16:51 – meget tæt på PR. Og ugen efter med 33:57 på en 10´er (16:44 ved 5 km.). Igen meget tæt på PR - Vel og mærket på en alt andet en optimal rute.
Der var derfor lagt op til det helt store, da jeg under langt mere optimale forhold stod bag startstregen på den første etape af Etape Bornholm (en maraton i 5 etaper). Første etape på en flad 10 km-rute i optimale rute- og vejrmæssige betingelser gav tiden 32:36 den første PR siden oktober og vel og mærke med over et minut. Kombinationen af forårets træning og blod i årene viste sig endelig, at være den helt rigtige løsning. En fremgang fra 37 til 32 minutter på en 10´er på halvanden måned er til at tage at føle på.
2. etape i Dueoddes løse sand viste, at selv ikke alverdens røde blodlegemer kan bringe mig frem over det løse sand. Jeg tog derimod revanche på 3. etape i almindingens bakkede terræn. Tiden siger ikke så meget, da ruten ikke kan sammenlignes med lignede distancer, men placeringen i det stærke felt blev endnu bedre end på 1. etapes flade 10´er.
4. etape var henlagt til en rute omkring Hammerfyr, der ret beset er mere velegnet til bjergbestigning end motionsløb – ikke lige min livret. Jeg var derfor opsat på endnu engang at sætte de nærmeste konkurrenter på plads, da der på sidstedagen igen stod en flad 10´er på programmet. Udlægget på sidste etape blev helt vildt de første to km blev tilbagelagt på 6 minutter og 11 sekunder. Et noget hurtigere udlæg end drømmeløbet fra om mandagen, men både ben og lunger virkede som om de kunne klare det. Men ved det næste km-skilt begyndte en lille prikken i hælen, ved 4 km-skiltet havde det udviklet sig til et jag i benet ved hvert eneste skridt. Løbet var reelt slut selvom jeg besluttede at lunte hjem (Den kloge beslutning havde nok været en taxa).
Cykelrytterne siger, at man enten kommer flyvende eller kravlende ud af et etapeløb. Jeg kom humpende ud, men håber at pausen kun er kortvarig.
De næste uge står den derfor i højere grad på cykelsko, badebukser og fysioterapi end løbesko. Men hvis skaden viser sig at være af kort varighed, så er jeg klar til at give den gas på yndlingsruten i Berlin. 2 timer og 29 minutter er igen realistisk.
Den 28. september skal alle forårets frustrationer anvendes konstruktivt. Den nye blodprocent og de seneste resultater har for alvor givet mig blod på tanden.
6/5 2008 Det forsømte forår?
Lad mig starte med det positive først. Jeg er 100 procent skadesfri og har haft et uafbrudt træningsforløb over hele vinteren og foråret.
Når det så er sagt, så har det simpelthen ikke gået hurtigt nok.
Foråret har budt på en række skuffende resultater og de seneste tre halvmaratons har budt på sluttider mellem 1:18 og 1:20. Der er således meget langt ned til min PR på 1:14:40. Og tiderne tyder jo ingenlunde på, at jeg kommer i nærheden af 2:30 på maraton d. 18 maj.
Jeg kan ikke selv finde en fornuftig forklaring på, at formen ikke vil indfinde sig. Vintertræningen har været mindre hård end den plejer netop for at undgå overtræning. Og de sidste par måneder har den stået på intervaller en opskrift, der sidste år bragte mig fra succes til succes, men i år lader succesen og topformen vente på sig.
Og spørgsmålene står i kø: Træner jeg for meget? Træner jeg for lidt? Træner jeg for hårdt? Sover jeg nok? Spiser jeg for meget? Spiser jeg for lidt? Har jeg en infektion af den ene eller anden art? eller er jeg ikke mentalt klar?
Jeg er nået til den konklusion, at jeg gør det rigtige og at formen
nok skal indfinde sig på et tidspunkt. Desværre er jeg ved at løbe tør for tid, hvis formen skal nå at vise sig til maraton den 18. maj. Mit spinkle håb bygger fortsat på det faktum, at jeg tidligere pludseligt har rejst mig og fundet skjulte reserver, når der stod maraton på programmet.
Jeg har nået til den konklusion, at City-løbet på tirsdag skal afgøre om den står på maraton dette forår eller om jeg dropper det og i stedet fokuserer på at komme ovenpå. Så et løb, der var udset til at være en træningstur efter fyraften, er nu den afgørende test på om jeg bare skal konstatere, at det har været et forsømt forår eller om jeg giver mig selv chancen for at redde hele forårssæsonen med endnu en pragtmaraton.
14/3 2008
Tilbage igen... Om ikke andet på landevejen!
Så er jeg tilbage igen? ikke i storform, men tilbage på landevejen.
Pig-skoene er sat tilbage i kassen, så nu er det for alvor slut med skovens stejle skrænter forude venter kilometervis af flad landevej. Slut med den tunge vintertræning og i gang med den mere intensive træning frem mod forårets helt store mål Copenhagen Marathon d. 18 maj.
Test II... 15 km i Fælledparken og rundt om søerne blev det første løb i den nye fase af maratonforberedelserne. Løbet var ikke lagt ind i kalenderen som et stort mål, så det var med tunge stænger fra lørdagens intervaltræning, at jeg stod på startstregen. Til gengæld var det med ultralette sko på mine fødder. 129 gram per styk vejede mine nye Adidas Zero PR. Og det var en fed fornemmelse at flyve af sted i de nye sprintsko.
Selvom skoene hedder PR blev det dog ikke til PR på 15 km distancen. Det gik ellers friskt fra land med en rækker af de første kilometertider i underkanten af 3:30, men i modvinden og intervallerne i benene betød, at tiderne blev langsommere som løbet skred frem. Men tiden 53:58 er noget af det bedste længe fra min side og en gennemsnitlig km-tid på 3:36 svarer præcist til min maraton-tid. På samme tidspunkt sidste år kunne jeg knapt løbe på grund af en betændt hæl, så i forhold til det er udgangspunktet markant bedre end sidste år.
Allerbedst er dog fornemmelsen af ikke at blive nummer 80 ud af 90 som i 4 km. cross, der ikke lige min metier, men derimod nummer 11 ud af 2200 på landevejen og jeg ser frem mod forårssæsonen, der skal kulminere med en tid under 2:30 på maratondistancen 18. maj og forhåbentligt går over en PR på den halve ved BT-halvmaraton.
Jeg er i hvert fald fortrøstningsfuld forud for forårets mange flade
Marathon Start-up på Østerbro er for mig sæsonafslutningen. Og er en oplagt mulighed for at se lidt tilbage på den forgangne sæson og sætte nye mål for den kommende.
Sæsonen 2007 har været lidt af en jubel-sæson for mig, hvor jeg er gået/løbet fra PR til PR. Inden dagens start var det derfor kun 15-km distancen, som der stadigt havde 2006 stående som PR. Det har dog den naturlige forklaring, at jeg endnu ikke har løbet den lidt ukorrente distance i år. Begge dele ville jeg selvfølgeligt gerne ændre på. Og havde derfor besluttet, at jeg ville løbe de tre omgange. Men med over 4000 løbere tilmeldt frygtede jeg, at de sidste omgange ville blive ren slåskamp, når andre løbere skulle overhales med 1 eller 2 omgange. Så da starten gik havde jeg endnu ikke helt besluttet om det skulle være 1, 2 eller 3 omgange.
Det stod dog hurtigt klart, at 5 km ikke var en mulighed. De hurtige drenge ville fra land i et tempo som hverken mine lår eller lunger ville være med i. De første 1 til 2 km., var som sædvanligt et helvede for mig... disselmotoren var endnu ikke oppe i fart. Herefter fandt jeg dog en rytme, der kunne bringe mig fornuftigt rundt. 16:52 på første omgang.
Da det stod klart, at det hverken ville blive til PR eller podieplacering på 10 km ? 17:40 på anden omgang - så var der jo ikke andet for end at tage en runde mere. Jeg kom rundt i 52:25 PR, 17:53 på sidste omgang - på en lidt billig baggrund og samtidigt en plads på podiets nederste trin. Dermed er forbandelsen med de mange 4.pladser brudt. Og der er gjort rent PR-bord i 2007.
Sæson 2008 starter om 14 dage med vinterturneringen. Men det næste store mål er Copenhagen Marathon d. 18. maj. Målet er at kommer under 2:
30 og ikke mindst at hjælpe SPARTA til at vinde DM for hold.
Dette dagbogsindlæg er skrevet på hotellet under 4 timer efter jeg kom i mål i Berlin Maraton. Jeg vil derfor advare fra start: Indlægget er skrevet i en stemning af eufori og på ingen måde en objektiv skildring.
Dagen startende 5:30, så morgenmaden kunne være fordøjet inden starten 9:00 og der kunne være tid til den obligatoriske maratonmave og de 25 toiletbesøg. I takt med at solen stod op stod det klart, at det ville blive ideale løbebetingelser: 10-15 grader, overskyet og en yderst begrænset vind. Og ingen tegn på de byger, der havde hærget hele lørdagen. Super betingelser for mit optimistiske rekordforsøg på de 2 timer og 35 minutter.
Inden starten var jeg nærmest lammet af nervøsitet og adrenalin. Havde det nye træningsprogram med mange korte hurtige træningspas skabt den nødvendige udholdenhed. Historien er jo fuld af eksempler på, at et par hurtige halvmaratons ikke er garanti for en god maraton.
Starten gik og fanden tog ved en vis etiopier, der også havde lovet et rekordforsøg, selvom hans rekordforsøg var en anelse mere ambitiøst end mit. Verdensrekorden stod for fald. Men fanden tog også ved mine følgesvende. Tempoet var noget højere end planlagt, hvilket er helt typisk for de første km., men i dag blev det ved. Det skabte naturligvis en smule nervøsitet: Ville det holde hele vejen?
Mine faste følgesvende forsvandt desværre og jeg måtte tage en hel del føringsarbejde selv, men i Berlin er man aldrig helt alene: 1 million tilskuere og 40.000 løbere holder ensomheden på afstand. Allerede ved 16 kilometermærket begyndte jeg at indhente lidt for optimistiske løbere.
Ved halvmaraton 1:16:26. Over halvandet minut foran tidsplanen, men fortsat med diamanter i benene. Så målet med løbet, der ellers havde ligget fast i over et halvt år, blev revideret: Tempoet skulle holdes og jeg skulle under 2:33:00.
Den nye ambition og de mange ”ringvrag” i horisonten var et fantastisk brændstof, der gjorde anden halvdel til en fantastisk oplevelse. I mål var tiden på 2:32:22. For første gang var det lykkes mig, at løbe hurtigere på anden halvdel end første. En fed fornemmelse og et veldisponeret løb, selvom farten ikke var planlagt.
Her fire timer efter at have krydset målstregen er jeg ved at lede efter nye mål. Berlin har jo været målet hele sommeren. Men jeg tror lige jeg ser hvordan benene har det i morgen.
Men tak til Endurance Sport for råd omkring træning og udstyr.
Der blev for øvrigt slået verdensrekord: 2:04:26. 28 minutter hurtigere end mig!
17/9 Optimal optakt til Berlin Maraton
Nu nærmer sæsonens helt store mål sig: Berlin Maraton d. 30 september. Alle maratonløbere kender til fornemmelsen af, at der næsten altid er gået et eller andet galt i forberedelserne til den store dag. Men sådan har det ikke været for mig denne gang. Siden jeg efter Copenhagen Marathon besluttede, at jeg skulle under 2:35:00 i Berlin og lagde min træning tilrette derefter har det hele forløbet perfekt.
Den nye træning med korte og hurtige træningspas har viste hurtigt resultater og jeg har hen over sommeren forbedret mine tider på både 10 km og halvmaraton indtil flere gange. Jeg har løbet med overskud til træning og konkurrence og jeg har haft en løbeglæde som jeg sjældent har oplevet og har løbet uden om alle tænkelige småskader. Kort sagt: Optimale forberedelser.
Søndag d.16. september stod den på halvmaraton på det flade, men vindblæste Amager. Egentligt var det planen, at løbet bare skulle bruges til at teste om de nye sko gav vabler, om den nye trøje gav slidsår nogle steder og alt det andet, som kan spolere en maraton. Men med min nuværende løbeglæde kunne jeg ikke holde mig i skindet da startskuddet lød. Så det blev endnu en konkurrence med det lange ben foran. Men jeg løb trods alt med et vidst overskud hele vejen, hvilket helt stabile 5 km.-tider bekræfter.
5 km: 17:37
10 km: 35:18 (17:41)
Og en sluttid på 1:14:40. Overskud og PR i samme løb. Formen er vist hvor den skal være. Med to gange under 1:15:00 gange på 14 dage er det en Brian Hansen fuld loadet med selvtillid, der om 14 dage står ved startstegen i Berlin. Eneste minus var at tiden endnu engang rakte til en lidt ærgerlig 4.plads.
Nu skal de helt optimale forberedelser omsættes til et kanonløb i Berlin.
Med venlig hilsen
Brian Hansen
|
8/7 2007 Rundt og rundt og rundt…
Efter mit maraton i maj var det en del af min træningsplan, at der skulle ske noget helt nyt. Slut med de lange seje ture, der skulle erstattes af korte ture og noget helt nyt: Træning på atletikstadions 400 meter rundstrækning igen og igen.
Min indledende skepsis blev hurtigt gjort til skamme. Tiderne på de korte intervaller blev hurtigere og hurtigere. Derfor var det naturligt at gøre en dyd ud af nødvendigheden, så jeg tilmeldte mig en 5.000 m. De 12 ½ omgange på Østerbro Stadion viste mig tre ting 1) Intervaltræningen havde båret frugt: tiden blev 16:38. 2) Det er nemt at løbe på bane: Der er ingen skarpe sving, løse hunde eller store huller i vejen. Kun et stort ur, der på hver eneste omgang viser præcist hvor hurtigt man har løbet! 3) Jeg kommer aldrig til at vinde et løb: De kan ikke løbe fra mig, men jeg er absolut ikke nogen frontløber og jeg ejer ikke spurtens nådegave. Så med mindre de andre falder døde om 2 meter før målstregen må jeg nok tage til takke med sekundære placeringer. På den anden side har min taktik med at stirre stift ind i andre mænds skulderblade fra start til mål jo før givet mig gode tider på maratondistancen. Det handler bare om at vælge de rigtige skulderblade!
Så med blod på tanden var jeg på udkig efter hurtige skulderblade og gik ud fra de hurtigste skulderblade var at finde ved DM på 10.000 meteren. Det virkede godt nok lidt offensivt at køre til Århus for at løbe på en bane som der er masser af i hovedstaden. På den anden side, hvis skulderbladene ikke vil kommer til Muhammed, så…
Den lange tur virkede kun endnu mere absurd, da dagen oprandt… Himmel og hav havde i flere dage stået i et og vilkårene for at løbe om kap virkede ikke overbevisende. Men da vi nærmede os Århus klarede vejret op og der lå ikke en dråbe på løbebanen, vinden var begrænset og temperaturen mellem 15 og 18 grader. Kort sagt: Optimale betingelser for en god tid. Vilkårene ville ikke blive bedre for et attentat på den 35 minutters grænse, der har hvilet som en forbandelse over mine forsøg på de 10 kilometer. Og det bedste af det hele: Der var skulderblade nok. De fleste placeret på herrer, der stillede op i veteranklasserne, hvilket var en enorm fordel. De ældre herre kender deres begrænsninger og løb fuldstændigt stabile omgangstider og jeg løb bare med i slipstrømmen. Det var en nærmest meditativ oplevelse at løbe rundt og rundt og rundt.
Da vi kom i mål kunne jeg se på pulsuret, at forskellen på den hurtigste og langsomste tid var omkring 4 sekunder. Stabilt løb! Men endnu vigtigere tiden var 34:01. Den tidlige så uopnåelige grænse var slået med næsten et minut. Så havde det alligevel ikke været så absurd at være væk hjemmefra i 12 timer for at løbe i 25 omgange!
Men nu må det være nok med galskaben! Skomageren skal jo som bekendt blive ved sin læst. Og nu håber jeg bare, at jeg kan overføre den nye speed til de længere distancer. Og i Berlin vil der til september være over 40.000 par skulderblade. Jeg skal bare finde dem, der kan komme rundt på 2 timer og 35 minutter! Resten giver jo sig selv!
Venlig hilsen Brian Hansen
42 kilometer med det lange ben foran!
Så har jeg endnu engang været ude på den klassiske maraton-distance og endnu engang gik det super. Det er åbenbart en distance, der kun vil mig noget godt.
Men med de seneste træningspas i bagagen havde jeg jo også lovet en fantastisk tid! Med de 2 timer og 38 som mål, skulle udgangsfarten være omkring de 3:44 per km.
Da jeg stod ved startsstregen løb en masse tanker gennem hovedet. Havde vinterens og forårets træning været god nok?, Hvor meget var jeg blevet sat tilbage af småskader? og ikke mindst var 3:44 et for optimistisk udlæg?
På den anden siden vejret var fantastisk! Ingen udsigt til regn og næsten igen vind, temperaturen var måske en anelse høj, men det har aldrig generet mig før. Jeg fandt min ”pacer”, der også skulle rundt i 2:38 og da startskuddet lød, lagde jeg mig lige bag ham og planen var at jeg skulle blive der de næste 42 km.
Men som det altid er ved sådan et maratonstart lagde folk ud som vilde dyr. Kilometer 1 i 3:30 og kilometer 2 i 3:31. Det var alt for stærkt! Skal man slippe, satse eller håbe på at farten finde et mere passende niveau af sig selv. Jeg valgte det sidste, hvilket viste sig at holde stik. ”Pas nu på farten, for helvede” blev der råbt fra sidelinien. Min ”pacer” fulgte henstillingen vi slap gruppen og fandt mere passende kilometer tider mellem 3:40 og 3:45. ”Bare roligt vi ser dem igen ved 30”. Det viste sig at være løgn vi så flere af dem igen inden halvmaraton markeringen. Den stabile fart var super. Benene føltes godt og jeg havde energi til at nyde både den nye forberede rute vejret og ikke mindst de mange tilskuere. Fedt at løbe på hjemmebanen. Folk kender mit navn og råber mig frem. Men pludselig rammes jeg af den ”sygdom”, der ødelagde utallige halvmaratons sidste efterår – LØBERMAVE. Allerede ved 12 overvejede jeg busken, men der var heldigvis ikke nogen. Ved 18 var det oppe over igen, men jeg var bange for at miste min pacer, der fortsat løb stabile tider og vi indhentede jo folk fra det tidlige udbrud. Så jeg knep ballerne sammen i allermest bogstavelige forstand. På sidelinien stod træneren og råbte ”Hold dig til ham den gamle – han ved hvad det drejer sig om”. Så det gjorde jeg.
Vi passerede halvmaraton-måtten i 1:18:20 – 40 sekunder foran tidsplanen. Det hurtige udlæg fra de første km. havde givet os lidt at tære på, selvom Valby bakke havde kostet lidt!
Ved 23 var den så gal igen – mavekramperne havde igen meldt sig. Så da jeg vandt 15 meter på min makker ved et væskedepot var jeg parat til at få det overstået, men stædigheden og ikke mindst blufærdigheden vandt. Jeg løb videre!
Ved 26 var det slut med at ligge i slipvinden – kramper gjorde min følgesvend ukampdygtig. Inden jeg blev afleveret havde han dog trukket mig op til en foran løbende, som jeg udså til min næste hare. Men det blev, der ikke noget af. Han havde absolut ikke mere at løbe med, så de sidste 16 km. blev i ensom majestæt.
Det blev sværere at holde farten. Pulsmåleren og de mange tilråb var de vigtigste hjælpemidler i kampen for at holde farten. Jeg forsøgte at beregne om morgenstundes udlæg, der nu lå næsten 2 timer tilbage havde skabt en tilstrækkelig buffer til, at målet om de 2:38 kunne holdes. Men hovedregning og en puls på 175 er ikke en god kombination. Så jeg besluttede mig for bare at løbe og så håbe det bedste. Den begyndende ømhed i benene havde samtidigt den fordel, at jeg glemte min løbermave for en stund.
Da jeg kom i mål – godt hjulpet af de mange tilskuere i Nyhavn – stod uret på 2:38:46. Lidt fra målet på de 2:38:00 og jeg havde både smidt min buffer fra halvmaraton plus yderligere 46 sekunder. Men et tab på under halvandet minut er vel inden for det acceptable, specielt når jeg nu skulle gøre alt arbejdet alene. Og det var PR med over et halvt minut.
Tiden rakte til en samlet 6. plads og en 1. plads i min aldersklasse, med over 20 minutter ned til nummer 2.
Resten af dagen stod på sport i tv, matador mix og min søndagsberlinger. Og jeg tror jeg vil holde benene i ro den næste uges tid inden den står på træning frem mod det næste mål: DM 10.000 m. på banen den 6/7.
Med venlig hilsen.
Brian Arreborg Hansen
18/5 2007
Så nærmer tiden sig for dette forårssæsonens største mål: Copenhagen Marathon. Med kun en uge tilbage har den sidste finpudsning af formen fundet sted og nu er der kun tilbage at vente og ikke mindst restituere!
Ugen skal naturligvis også bruges på at lægge planer, for der er jo mange dimensioner i sådan et maratonløb et for langsomt udlæg kan være umuligt, at hente igen og et for hurtigt udlæg kan være fatalt. Og man kan nå at løbe sådan et løb mange gange i løbet af en ”restitutionsuge” – inde i hovedet forstås.
Men efter utallige gennemløb af søndages rute og evalueringer af den seneste tids træningsresultater vil jeg endnu engang melde hårdt ud. Jeg løber i mål på en tid omkring 2 timer og 38 minutter på søndag.
Ugerne optil har budt på mange kilometer i 3:20, hvilket var helt utænkeligt for bare en god måned siden, så jeg håber formen endnu engang er toppet på det helt rigtige tidspunkt.
Så det bliver et udlæg i 3:44 per km – et optimistisk udlæg, så på søndag ved middagstid er jeg enten den helt store helt eller rent til grin. Men hvor intet vover!
Og jeg ser ingen grund til ikke at være optimist!
Med venlig hilsen.
Brian Arreborg Hansen
30/4 2007
Den lovede PR i hus + en ekstra oven i hatten
Oprindeligt var de danske mesterskaber på halvmaraton-distancen slet ikke en del af min sæsonplan. I stedet stod der maraton i Hamburg på programmet d. 29. april. Men grundet småskader og en form, der ikke ville toppe som den skulle blev turen til hansestaden aflyst.
Dermed blev der pludseligt hul i kalenderen til DM i halvmaraton. Og når jeg nu stod der kunne jeg jo lige så godt holde kæden stram. For at styrke motivationen havde jeg her på siden på forhånd annonceret, at min personlige rekord på 1:16:11 stod for fald.
Lørdagen gik med at være indadvendt(et pænt ord for ulidelig at omgås), men det plejer at være et godt tegn på, at der er gode tilder i farvandet. Så selvom der kun var tale om et pludseligt opstået delmål og den sidste test inden maraton i København om tre uger, så var jeg tændt da jeg stod på startstegen i Lyngby.
På forhånd havde jeg aftalt med en gruppe, at vi skulle lægge ud i en km-tid på 3:35, hvilket for mit vedkommende ville være det samme som en solid PR. Vi løb en større gruppe på en 15-20 mand de første par kilometer. Men det tyndede langsomt ud i gruppen og efter 4 km. var det kun mig og to af de faste træningskammerater, der holdt sammen. Vi krydsede 10 km-måtten i 35:31(3:34 per km.), hvilket faktisk er 1 sekund hurtigere end min PR på distancen.
Men mellem 13 og 14 kilometermærkerne kom der en dum stigning, der betød at jeg måtte opgive at følge mine to følgesvende. Så det blev en ensom kamp mod mål. Det fik desværre en lidt uheldig konsekvens for mine kilometer-tider, der blev 5-10 sekunder langsommere. Så jeg kunne ikke holde det fine udlæg om kom i mål på 1:16:04. PR med 7 sekunder, men ikke under 1:16:00, der efterhånden er blevet en magisk grænse for mig. Nu har jeg tre gange været under 1:16:30, men det er fortsat kun blevet til lige ved og næsten.
Men mavefornemmelsen er god. Tiden var 2:42 hurtigere end min halvmaraton for bare to uger siden. Formen er på vej mod toppen noget hurtigere end jeg selv havde regnet med, hvilket lover godt for den kommende maraton. Og mon ikke snart jeg kommer under de magiske grænser på 35:00 og 1:16:00 på hhv. 10 km. og halvmaraton.
27/4 2007
Torsdagens træning gik forrygende. Jeg har været lidt pessimistisk og ikke helt troet på, at jeg ville komme til at løbe stærkt, men de sidste dage giver lovning på gode tider forude.
Efter at været mør efter weekendens to hårde pas fik jeg en gang massage efter tirsdagens træning. Den har tilsyneladende virket. For jeg var flyvende på dagens træning.
Vi løb 5 X 1 km. og jeg tog dem alle på ca. 3:25. Og det var med en følelse af overskud! Det er længe siden jeg har haft det sådan, så jeg vil lige lave en ”Rolf Sørensen” og på forhånd meddele, at jeg løber PR på søndag.
Med venlig hilsen.
Brian Arreborg Hansen
16/4 2007
Den lovede PR i hus + en ekstra oven i hattenOprindeligt var de danske mesterskaber på halvmaraton-distancen slet ikke en del af min sæsonplan. I stedet stod der maraton i Hamburg på programmet d. 29. april. Men grundet småskader og en form, der ikke ville toppe som den skulle blev turen til hansestaden aflyst. Dermed blev der pludseligt hul i kalenderen til DM i halvmaraton. Og når jeg nu stod der kunne jeg jo lige så godt holde kæden stram. For at styrke motivationen havde jeg her på siden på forhånd annonceret, at min personlige rekord på 1:16:11 stod for fald. Lørdagen gik med at være indadvendt(et pænt ord for ulidelig at omgås), men det plejer at være et godt tegn på, at der er gode tilder i farvandet. Så selvom der kun var tale om et pludseligt opstået delmål og den sidste test inden maraton i København om tre uger, så var jeg tændt da jeg stod på startstegen i Lyngby.På forhånd havde jeg aftalt med en gruppe, at vi skulle lægge ud i en km-tid på 3:35, hvilket for mit vedkommende ville være det samme som en solid PR. Vi løb en større gruppe på en 15-20 mand de første par kilometer. Men det tyndede langsomt ud i gruppen og efter 4 km. var det kun mig og to af de faste træningskammerater, der holdt sammen. Vi krydsede 10 km-måtten i 35:31(3:34 per km.), hvilket faktisk er 1 sekund hurtigere end min PR på distancen. Men mellem 13 og 14 kilometermærkerne kom der en dum stigning, der betød at jeg måtte opgive at følge mine to følgesvende. Så det blev en ensom kamp mod mål. Det fik desværre en lidt uheldig konsekvens for mine kilometer-tider, der blev 5-10 sekunder langsommere. Så jeg kunne ikke holde det fine udlæg om kom i mål på 1:16:04. PR med 7 sekunder, men ikke under 1:16:00, der efterhånden er blevet en magisk grænse for mig. Nu har jeg tre gange været under 1:16:30, men det er fortsat kun blevet til lige ved og næsten. Men mavefornemmelsen er god. Tiden var 2:42 hurtigere end min halvmaraton for bare to uger siden. Formen er på vej mod toppen noget hurtigere end jeg selv havde regnet med, hvilket lover godt for den kommende maraton. Og mon ikke snart jeg kommer under de magiske grænser på 35:00 og 1:16:00 på hhv. 10 km. og halvmaraton.Torsdagens træning gik forrygende. Jeg har været lidt pessimistisk og ikke helt troet på, at jeg ville komme til at løbe stærkt, men de sidste dage giver lovning på gode tider forude.Efter at været mør efter weekendens to hårde pas fik jeg en gang massage efter tirsdagens træning. Den har tilsyneladende virket. For jeg var flyvende på dagens træning.Vi løb 5 X 1 km. og jeg tog dem alle på ca. 3:25. Og det var med en følelse af overskud! Det er længe siden jeg har haft det sådan, så jeg vil lige lave en ”Rolf Sørensen” og på forhånd meddele, at jeg løber PR på søndag. Med venlig hilsen. Brian Arreborg Hansen
Tilbage igen – Næsten!
Test 3 en halvmaraton på Østerbro blev sæsonens første reelle test for mig. Jeg har døjet med lidt småskavanker i bentøjet, så mine forberedelser har ikke været optimale. Mine præstationer til træning har heller ikke været noget at skrive om, så det vil jeg undlade.
Jeg var derfor meget noget usikker på min form da jeg stod ved startstregen, men havde besluttet mig for at prøve en udlægshastighed omkring mit maraton-tempo på 3 minutter og 45 sekunder per kilometer. Måske et optimistisk udlæg i betragtning af træningsresultaterne.
Men benene føltes gode og jeg kom af sted i en god gruppe, hvor kilometertiderne de første 7-8 km. lå omkring 3:35 til 3:40. Benene føltes gode, så i et anfald af forårsstemning og genvundet optimisme begyndte jeg at overveje om jeg alligevel skulle deltage i Hamborg Maraton om 14. dage. Jeg har jo både startnummeret og hotelreservationen liggende hjemme på skrivebordet.
Optimismen fik mig også til at gå med de første da gruppen splittede op omkring 12 km. Det betød, at kilometertiderne en overgang røg ned omkring de 3:30. Det var dog at spænde buen for hårdt og de gode kilometer blev efterfulgt af et par kilometer i 3:55. Dermed var jeg tilbage i resterne af den gruppe jeg havde forladt 4-5 kilometer tidligere og de sidste kilometer i tider omkring 3:47.
Selvom der ikke var kræfter til en spurt og jeg måtte lide den tort at blive overhalet på selve stadionet blev tiden 01:18:48. Dermed var den gennemsnitlige kilometer tid på 3:44. Det oprindelige mål var indfriet selvom tiden var ca. to minutter langsommere end ved det tilsvarende løb sidste år. Så startnummeret til Hamborg bliver i skrivebordsskuffen. De næste projekter bliver i stedet DM i halvmaraton om 14 dage og en række dødsintervaller, så maratonformen igen kan indfinde sig forhåbentligt inden København ligger asfalt til maratonløb.
I mellemtiden vil jeg glæde mig over at porcelænsfødderne holdt til presset!
Med venlig hilsen.
Test 3 en halvmaraton på Østerbro blev sæsonens første reelle test for mig. Jeg har døjet med lidt småskavanker i bentøjet, så mine forberedelser har ikke været optimale. Mine præstationer til træning har heller ikke været noget at skrive om, så det vil jeg undlade.Jeg var derfor meget noget usikker på min form da jeg stod ved startstregen, men havde besluttet mig for at prøve en udlægshastighed omkring mit maraton-tempo på 3 minutter og 45 sekunder per kilometer. Måske et optimistisk udlæg i betragtning af træningsresultaterne. Men benene føltes gode og jeg kom af sted i en god gruppe, hvor kilometertiderne de første 7-8 km. lå omkring 3:35 til 3:40. Benene føltes gode, så i et anfald af forårsstemning og genvundet optimisme begyndte jeg at overveje om jeg alligevel skulle deltage i Hamborg Maraton om 14. dage. Jeg har jo både startnummeret og hotelreservationen liggende hjemme på skrivebordet. Optimismen fik mig også til at gå med de første da gruppen splittede op omkring 12 km. Det betød, at kilometertiderne en overgang røg ned omkring de 3:30. Det var dog at spænde buen for hårdt og de gode kilometer blev efterfulgt af et par kilometer i 3:55. Dermed var jeg tilbage i resterne af den gruppe jeg havde forladt 4-5 kilometer tidligere og de sidste kilometer i tider omkring 3:47. Selvom der ikke var kræfter til en spurt og jeg måtte lide den tort at blive overhalet på selve stadionet blev tiden 01:18:48. Dermed var den gennemsnitlige kilometer tid på 3:44. Det oprindelige mål var indfriet selvom tiden var ca. to minutter langsommere end ved det tilsvarende løb sidste år. Så startnummeret til Hamborg bliver i skrivebordsskuffen. De næste projekter bliver i stedet DM i halvmaraton om 14 dage og en række dødsintervaller, så maratonformen igen kan indfinde sig forhåbentligt inden København ligger asfalt til maratonløb.I mellemtiden vil jeg glæde mig over at porcelænsfødderne holdt til presset! Med venlig hilsen.
|
